Arkitekturen
”Fischerhusene” er typisk kendetegnet ved højloftet bindingsværk og tegl- eller stråtag med høj rejsning
Molskroen var den første og største bygning, som Fischer tegnede og lod bygge ved Femmøller Strand. Den blev udgangspunkt for udviklingen af stedet. Karakteristisk for de mange originale ”Fischerhuse” i området er det højloftede bindingsværk og tegl- eller stråtag med høj rejsning. Husene er enkle, mange af dem forholdsvis små, med fine detaljer og bemalinger, et centralt ildsted og indbyggede møbler som hjørneskabe og bænke.
På bakkedraget i skoven opførte Fischer det særprægede hus Nørrehald til sig selv og sin familie. Huset er storslået og stærkt inspireret af hans ophold i Spanien. En del af de anvendte materialer og udsmykninger er da også hjembragt fra et spansk palads.