Tidspunkt

Fredag, 18 juli, 2025 - 10:00 til 15:00

Pris

Entré: 100-325 kr

Målgruppe

Alle

Tags

Tag på dagstur, hvor du kombinerer en sejltur på veteranskibet Skødshoved med en bustur til Mols Bjerge med naturformidler

Som noget nyt i år laver nationalparken to særlige dagsture, hvor du både får en sejltur på veteranskib mellem Nappedam Lystbådehavn og Skødshoved Havn samt en bustur med biolog og naturformidler John Simoni.

Mellem de to ture er der tid til en frokostpause med egen medbragt madpakke.

Gletsjere, dysser og vilde fortællinger

For 18.000 år siden skabte gigantiske gletsjere det unikke landskab, vi i dag kalder Mols Bjerge. Men hvad gemmer sig bag de dramatiske bakker?

Tag med på en bustur tilbage til istiden og oplev historiens spor fra istid til nutid. Her fortæller biolog og naturformidler John Simoni om istidens dramatiske aftryk, de imponerende stendysser fra Oldtiden og de sjældne arter, som i dag kribler og kravler i nationalparken.

Naturoplevelser i særklasse

På sejlturen runder vi Kalø Slotsruin, ser måske en sæl eller to og oplever den flotte kyststrækning mellem Egens Vig og Skødshoved Havn. Der er meget at kigge på, og skibets guide kan fortælle jer om, hvad I ser og oplever undervejs.

Sejlturen foregår ombord på det historiske veteranskib Skødshoved, der er ladet med en særlig stemning af hygge, historie, havvand, tjære og gammelt træværk.

Praktisk information

  • Tag madkurven med og nyd jeres frokost.
  • Der er toiletfaciliteter ved havnen i Nappedam, og der er også et toilet ombord.
  • Selv om sommeren kan der blive koldt på vandet, så husk varmt tøj og også meget gerne en kikkert.
  • Sejl- og busturen varer i alt fem timer.
  • Vi mødes på Nappedam Lystbådehavn
  • Alle ombord skal have billet.

Der tages forbehold for vejret, som kan gøre det nødvendigt at aflyse. I givet fald får du besked pr. mail og sms.

Når du køber billetter kan du vælge, om du ønsker at begynde med en bustur eller en sejltur først. Efter frokosten kommer du på den anden type tur.

Plan for dagen

Billettype 1

  • Bustur: Kl 10:00-12:00 (2 timer)
  • Frokost: Kl 12:00-13:00 (1 time)
  • Sejltur: Kl 13:00-15:00 (2 timer)

Billettype 2

  • Sejltur: Kl 10:00-12:00 (2 timer)
  • Frokost: Kl 12:00-13:00 (1 time)
  • Bustur: Kl 13:00-15:00 (2 timer)

Uanset hvilken billettype du vælger, starter og slutter turen ved Nappedam Lystbådehavn